Simon Pacis' Blog

Uforståeligt

26th Mar, 2016

Han led på det forbandede kors.

Døden som var os tiltænkt rev han villigt til sig, som en sørgende fader der giver sit liv for at redde sit eneste barn.

Han kastede sig selv i ilden, han led det ulidelige.

Hans død blomstrede til liv for os. Os, de forhutlede, de fortabte og de forslåede. Os der ikke formåede.

Det var ham som den almægtige Gud forlod, ham som mørket kom til, da han var naglet, pisket, blødende og døende.

Over hans lig jublede mørket, for sønnen var slagtet og var blevet bragt foran dem.

Eloi, Eloi, lama sabacthani?

Aldrig før og aldrig siden har verden båret vidne til en sådan kærlighed.

Al verdens skabers vrede blev overøst ham, som var han en morder der bankede på borgporten.

Hvilken skandale at jeg må leve!

Jeg som skæbnesvangert hængte ham på det kors, og som ved klapsalve og jubelråb dræbte selveste Menneskesønnen.

Ilden skulle have været min.

Døden kaldte mit navn, og jeg vandrede fortabt mod den.

Tetelestai!

Jeg er søn af den almægtige Gud.

Jeg bader i nåden, et bekymringsfrit får i min hyrdes hænder.

Jeg, morderen, forræderen, svindleren og løgneren tager ufortjent plads foran Yahwehs trone.

Og han ser på mig og han glædes.

Forhænget revnede i to, og midt i mørket løftede Han mig op foran sig, kiggede mig i øjnene og udåndede "Du skal være med mig i paradis".

Alt giver dig pris, vor Herre og frelser og stadig du fortjener mere.